søndag 8. mars 2015

IDEOLOGI ER NOGET BRAS


I boken "Ideologi er noget bras" utgitt av det danske forlaget Taschenspiel, blir disse ordene formulert for å forklare ideologiens grep på oss i dag:  (boken kan lastes ned gratis på nett, og anbefales på det varmeste: http://www.centerforvildanalyse.dk/taschenspiel/ideologi-er-noget-bras/


 

"Hvad hele forestillingen om en post-ideologisk tidsalder dækker over, er dog naturligvis, at den er den mest ideologiske forestilling, man kan have. Den slovenske filosof Slavoj Žižek har igennem de sidste godt 20 år analyseret og demonstreret denne hyperideologiske ”postideologiske” tilstand, og for ham er ideologi ikke først og fremmest et sæt af principper, som man forsøger at overbevise sine  medborgere  om,  eller  en  utopisk  drømmeverden, som man med vold og magt forsøger at tvinge igennem. Den er snarere selve den ramme for vores politiske beslutninger og adfærd, som vi stiltiende accepterer, for at få fred til at leve vores liv og tilbringe tid med vores familier, uden at skulle tage stilling til alle verdens fortrædeligheder og problemer.

Ideologi virker i virkeligheden bedst, når vi ikke er bevidste om den, eller når vi kan få lov til at tilslutte os den, samtidig med at vi lader som om, vi ikke gør. Vi kan f.eks. forestille os at være frie og moralske væsner, der sagtens (personligt) kan være uenige med regeringen eller gå ind for en klimavenlig omstilling til grøn energi, så længe det ikke for alvor påvirker vore egne liv. Kritikken er gratis, så længe det ikke for alvor koster os noget, og vi kan altid undskylde vores egen manglende radikale handling med de forhindringer, som er stillet op for, at ordentlige mennesker kan gøre det rigtige. (Det er regeringens, de riges, de fattiges, de arbejdsløses, indvandrernes skyld). På det bevidste plan kan vi således være meget kritiske og hævde, at der er alt muligt galt med det bestående, samtidig med, at vi i virkeligheden godt ved, at der ikke rigtig er noget alternativ, som vi for alvor kan bakke op om. Gennem denne kritiske manøvre får vi netop lov til at bevare den samfundsmodel, der aktuelt giver os, de heldige, vestlige borgere i de midterste/øverste socialklasser, et relativt godt liv.

For Žižek er ideologi derfor ikke de ideer, vi går rundt og taler om og proklamerer, men den ubevidste tilslutning til det faktisk eksisterende, som vi praktiserer. Ideologi er ikke at have en bevidst plan og tro på, at ”samfundet (det perfekte samfund) er muligt” – at der er en virkeliggørelse eller indfrielse af alle vore evner og aspirationer på den anden side, men at leve som om, man tror på, at Denne virkeliggørelse allerede er realiseret, så man ikke behøver forestille sig noget andet. Mens vi for eksempel livligt  diskuterer,  om X  Factor er  godt  for  fællesskabet eller  fordærver  ungdommen,  føler  vi  os  muligvis  som engagerede  demokratiske  borgere,  men  vores  opmærksomhed er åbenlyst fjernet fra enhver virkelig demokratisk  diskussion.  Ideologi  handler  om,  at  samfundet på fantasiens niveau betragtes som muligt, som Glyn Daly har formuleret det. Eller med Žižeks ord: Problemet er, at vi ikke tror på vores egen ubevidste tro på magtens omnipotens (Žižek 1993, 236).

Hvis man skulle gradbøje ideologiens greb i os, ville man således kunne sige, at en tilstand er mere ideologisk, jo mindre vi finder anledning til at betvivle rammerne for vores sociale realitet, og dét er netop situationen i en stadig større del af verden efter Murens fald og  ”historiens  afslutning”.  Det  er  som  om,  rammerne er endegyldigt givet med det, den franske filosof Alain Badiou har kaldt kapitalo-parlamentarismen, og der er ikke længere grund til at stille sig radikale spørgsmål om andre  mulige  verdener,  hvor  grundlæggende  ting  som demokrati, magt og ejendomsforhold for alvor er til diskussion."